En uddrag fra vores bog

Krads lidt i overfladen af den professionelle litteratur om autisme og Aspergers Syndrom, så finder du hurtigt ud af, at kommunikationsvanskeligheder af den ene eller den anden slags spiller en central rolle i diagnosen. Derfor er det også unødvendigt at sige, at kommunikationsproblemerne i Asperger-ægteskabet nok er den største prøvelse. Det er bestemt tilfældet for os.

Først og fremmest skal det understreges, at verbal og skriftlig kommunikation er to vidt forskellige ting. Udover mig selv kender jeg i hvert fald én anden person med AS, hvis verbale kommunikation er karakteristisk ved manglende variation og begrænsning af udtryk og vendinger. Men når den selv samme person sætter pennen til papiret, eller keyboardet til email, ville du aldrig opdage det. Det kan være godt at huske, hvis du kan få din Asperger-ægtefælle til at sætte sig ned med en pen allerførst! Jeg bliver nødt til at indrømme; at skulle gøre de indledende øvelser til at sætte mig ned og skrive, sammen med udsigten til at være nødt til at forklare mig skriftligt, er langt sværere end selve skriveprocessen, på trods af at Gisela har opmuntret, forlangt, lokket og skændt på mig for få mig til skriftligt at fortælle hende, hvad jeg føler, når jeg nu har så svært ved at gøre det ansigt til ansigt. Så jeg vil for min egen og for læsernes skyld sige: Jeg ved et eller andet sted omme i baghovedet, at en hvilken som helst form for kommunikation er bedre end ingen kommunikation.

Hvis du tænker noget i retning af: ”Hvorfor kan hun/han ikke bare tale med mig?”, så er du ikke alene. Desværre vil spørgsmålet aldrig blive besvaret, hvis du stiller det på den måde. Der har været så mange situationer, hvor jeg simpelt hen ikke har vidst, hvordan jeg har skullet reagere.

Et af de mest frustrerende aspekter ved vores ægteskab har for mig været det umulige i at diskutere noget som helst følelsesladet emne. Der opstod typisk problemer, når jeg forsøgte at fortælle Chris, hvordan jeg havde det med noget, han havde gjort eller ikke gjort.

Første gang, dette problem opstod, var allerede 3 måneder efter, vi var flyttet sammen. Chris skulle hente mig om eftermiddagen på et hospital, hvor jeg i fuld narkose havde gennemgået en mindre operation. Han kom ikke. Jeg blev ikke alene vred, jeg blev også mere og mere flov for hver gang, sygeplejersken kom for at se, om jeg var blevet hentet. Da hospitalet insisterede på, at jeg skulle ledsages hjem af en ven eller slægtning, kunne jeg ikke tage en taxi.

Til sidst ringede jeg til Chris på arbejde, og til min store forbløffelse var han der stadig længe efter, han skulle have hentet mig. Han havde ikke kunnet få sig selv til at sige til sin arbejdsgiver, at han gerne ville tage af sted for at hente mig, og han havde bare gået og ventet på en lejlighed til at luske ud uden at blive set. Jeg var meget oprørt og rigtig vred. Jeg var da så vigtig, at Chris’ selvfølgelig måtte sætte sig ud over sin kortvarige forlegenhed. Chris kom, og jeg regnede med en undskyldning og bekymring for, hvordan jeg havde det fysisk og følelsesmæssigt, men næ nej. Han virkede sur, og jeg blev selv mere og mere sur. Vi kørte hjem i stilhed, og Chris forblev tavs selv længe efter, vi var kommet hjem. Jeg sørgede for aftensmad til os alle, hvilket gjorde mig endnu mere ulykkelig og fortørnet.. (Der findes ikke noget, der som selvmedlidenhed og at blive uretfærdigt behandlet kan bringe det værste frem i mig!)

Endelig, seks timer senere, efter jeg havde ”sonderet terrænet”, sagde han vredt, at der ikke var noget, han kunne sige, og at han var vred på sig selv for at have svigtet mig. Men indtil det tidspunkt havde han intet sagt.

Hans åbenlyse anger var mere end nok til at få mig til at få det bedre, og jeg var bare ked af, at vi begge havde gennemgået 6 timers elendighed. Han har senere sagt, at en undskyldning i en sådan situation er håbløst utilstrækkelig, men at tavshed selvfølgelig er endnu værre. Og jeg ved, at for mig rækker en ægte undskyldning og et kærtegn meget langt.

Det ser ud til, Chris tror, at jeg bringer denne situation frem, fordi jeg stadig er vred, men han kunne ikke tage mere fejl. Jeg ser tilbage på den og husker den som en af de gange, hvor han tydeligst har vist mig, hvor meget jeg betyder for ham.